Musikordbog

At indstille tonehøjden på hver streng (eller tone) på et instrument. I standardstemning på guitar er de åbne strenge E, A, D, G, H, E, fra 6. til 1.; andre stemninger, som Drop D, ændrer en eller flere strenge.

I praksis: Stemmeapparat

Den tone, alle instrumenter stemmer efter, så de kan spille sammen: den nuværende standard er kammertonen A (A4) på 440 Hz. Nogle orkestre stemmer lidt højere, så stemmeapparatet på denne side lader dig indstille A fra 430 til 450 Hz.

I praksis: Stemmeapparat

Antallet af svingninger i sekundet i en lyd, målt i hertz (Hz). Jo højere frekvens, jo højere tone: kammertonen A er 440 Hz, og A en oktav over er 880 Hz.

I praksis: Stemmeapparat

En enhed til at måle stemning: ét cent er en hundrededel af en halvtone, så en oktav har 1.200 cent. Øret lægger næsten ikke mærke til en forskel på op til omkring 5 cent, som er det område, hvor stemmeapparatet på denne side bliver grønt.

I praksis: Stemmeapparat

Den egenskab ved en lyd, der får den til at lyde dyb eller høj, bestemt af svingningens frekvens. Det er ikke det samme som lydstyrke (volumen) eller klangfarve (lydens farve).

I praksis: Stemmeapparat

Den mindste afstand mellem to toner i vestlig musik, som fra E til F eller fra C til C♯; på guitar er det ét bånd. Hver halvtone ganger frekvensen med omkring 1,0595, og 12 halvtoner udgør en oktav.

I praksis: Harmonilære

En afstand på to halvtoner, som fra C til D; på guitar er det to bånd. Pas på: på nogle sprog bruges “tone” også som synonym for toneart (“sangen er i G”).

I praksis: Skalaer

Afstanden mellem to toner, talt i trin og målt i halvtoner: fra C til G er en ren kvint, 7 halvtoner. Det giver navn til den store terts, den rene kvart og alle de andre, og det er grundlaget for øretræning.

I praksis: Lær

Intervallet mellem en tone og den næste med samme navn, højere eller lavere. Frekvensen fordobles for hver oktav (A 440 Hz, A 880 Hz), og en oktav har 12 halvtoner; stemmeomfang måles som regel i oktaver.

I praksis: Sang

En række toner i rækkefølge efter tonehøjde, inden for en oktav, efter et fast mønster af hele og halve toner. Melodier, soloer og en tonearts akkorder kommer herfra.

I praksis: Skalaer

En skala med syv toner med mønsteret hel, hel, halv, hel, hel, hel, halv. C-dur bruger kun de hvide tangenter på klaveret: C, D, E, F, G, A, H. Det er den, der lyder “glad”, og grundlaget for de diatoniske akkorder.

I praksis: Skalaer

Den naturlige molskala har syv toner i mønsteret hel, halv, hel, hel, halv, hel, hel og lyder mørkere end dur. A-mol bruger de samme toner som C-dur, startende på A: A, H, C, D, E, F, G. Der findes også harmonisk og melodisk mol.

I praksis: Skalaer

En skala med fem toner uden halvtoner imellem, en favorit til rock-, blues- og populærmusiksoloer. Den molpentatoniske skala i A har tonerne A, C, D, E, G.

I praksis: Skalaer

Den molpentatoniske skala med én ekstra tone, den “blå tone” (den formindskede kvint, eller forhøjede kvart). Bluesskalaen i A har tonerne A, C, D, Es, E, G.

I praksis: Skalaer

En skala, der opstår ved at starte den samme række af toner på et andet trin. Durskalaens modi er jonisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk, æolisk og lokrisk, hver med sin egen karakter: D dorisk bruger tonerne fra C-dur, fra D til D.

I praksis: Skalaer

Den samling af toner og akkorder, der kredser om én hviletone, tonikaen. G-dur bruger for eksempel G-durskalaen og har G-akkorden som sit centrum.

I praksis: Harmonilære

Dur- og moltonearterne, der deler de samme toner og de samme fortegn, som C-dur og A-mol, eller G-dur og E-mol. Paralleltoneartens mol ligger altid tre halvtoner under duren.

I praksis: Harmonilære

En samling af tre eller flere toner, der spilles samtidig. Den defineres af sin grundtone og sin karakter (dur, mol, med septim …), som akkordsymbolet skriver: C, Am, G7.

I praksis: Akkorder

En akkord på tre toner stablet i tertser: grundtone, terts og kvint. De grundlæggende treklange er dur, mol, formindsket og forstørret; C-dur er C, E, G.

I praksis: Akkorder

En akkord på fire toner: en treklang plus septimen, som C7 (C, E, G, B) og Cmaj7 (C, E, G, H). Det er grundlaget for jazzens og bossa novaens harmoni.

I praksis: Akkorder

En akkord spillet med en anden tone end grundtonen i bassen. I første omvending ligger tertsen i bassen; i anden, kvinten. C/E er C-dur i første omvending.

I praksis: Akkorder

En akkord, hvis dybeste tone ikke er grundtonen, skrevet med en skråstreg: C/E er et C med E i bassen, og G/H er et G med H i bassen. Det er måden at få baslinjen til at gå tone for tone.

I praksis: Akkorder

Et system, der skriver akkorder med bogstaver og tegn over teksten: C, Dm, G7, F♯m7(♭5). Hvert bogstav er en tone (C, D, E, F, G, A, H), og resten angiver akkordens karakter.

I praksis: Akkorder

Måden, en akkords toner er spredt på: hvilke toner, i hvilken oktav og i hvilken rækkefølge. Den samme akkord har mange voicings, mere åbne eller mere lukkede, og hver enkelt ændrer lydens farve.

I praksis: Akkorder

En akkord spillet tone for tone, i rækkefølge, i stedet for alle på én gang. Den kan gå op, ned eller skifte, og den er grundlaget for mange fingerspilsmønstre, soloer og stemmeopvarmninger.

I praksis: Akkorder

En akkord på to toner, grundtone og kvint (nogle gange med oktaven), uden terts, så den er hverken dur eller mol. Den skrives med et 5, som E5, og bruges meget i forvrænget rock.

I praksis: Akkorder

De akkorder, der bygges på hver tone i en skala, med kun skalaens egne toner. I C-dur er de diatoniske akkorder C, Dm, Em, F, G, Am, B°.

I praksis: Harmonilære

En tones eller akkords placering i skalaen, talt fra tonikaen og skrevet med romertal (I, ii, V). I C-dur er det femte trin G.

I praksis: Lær

En akkords rolle i tonearten: tonika (hvile), subdominant (bevæger sig væk) eller dominant (spænding, der kræver opløsning). I C-dur er C tonikaen, F subdominanten og G dominanten.

I praksis: Harmonilære

Et diagram, der ordner de 12 tonearter i kvinter (C, G, D, A, E …), hvor hvert skridt op en kvint tilføjer ét kryds mere i fortegnene. Det viser, hvilke tonearter der er naboer, og hvilke akkorder der passer sammen.

I praksis: Harmonilære

En række akkorder, der gentages gennem en sang, som I–V–vi–IV. Komponisten på denne side foreslår den næste akkord i en akkordfølge efter den stemning, den skaber.

I praksis: Komponer

En klemme, der holder alle strenge nede på ét bånd og hæver tonehøjden en halvtone pr. bånd, så du kan spille lette akkordgreb i en anden toneart. Med capo på 2. bånd lyder C-grebet som D.

I praksis: Harmonilære

At ændre en sang eller akkordfølge til en anden toneart ved at flytte hver tone og akkord den samme afstand: to halvtoner op gør C til D og G til A. Det bruges til at tilpasse en sang til en stemme eller et instrument.

I praksis: Harmonilære

En teknik, hvor én finger, som regel pegefingeren, trykker flere strenge ned på samme bånd, som en bjælke. Det er det, der gør F-akkorden mulig på guitar, og som lader dig glide det samme greb til et hvilket som helst bånd.

I praksis: Akkorder

En spillemåde, hvor en akkords strenge klinger én for én, med fingrene (eller et plekter), i stedet for at blive anslået sammen. Som regel tager tommelfingeren sig af bassen og de andre fingre af de høje strenge.

I praksis: Backingtrack

Et mønster af bevægelser med højre hånd, ned og op, der giver guitarakkompagnementets rytme. Pop, samba, reggae og bossa nova har hver deres egne.

I praksis: Lær

En stilarts rytmiske følelse, bygget af rytme og accenter: baiãoens groove, sambaens groove, bluesens groove. I backingtracket fastlægger grooven, hvordan bas, trommer og akkorder passer sammen.

I praksis: Backingtrack

Et grundlag med harmoni, bas og trommer, uden melodien, at spille eller synge over. På denne side skriver du akkorderne, og grundlaget spiller i en løkke, i det tempo og den groove, du vælger.

I praksis: Backingtrack

Beats per minute, altså slag i minuttet: hvor mange slag der er plads til på 60 sekunder, det mest almindelige mål for tempo. Hvert slag varer 60.000 ÷ BPM millisekunder; ved 120 BPM er det 500 ms.

I praksis: Metronom

Musikkens hastighed. Den kan angives i BPM eller med et italiensk udtryk, som Andante (i gangtempo) og Allegro (hurtigt og livligt), hvis BPM-områder varierer fra kilde til kilde.

I praksis: Metronom

Inddelingen af musikken i regelmæssige grupper af slag, vist som en brøk i starten af nodesystemet. Det øverste tal siger, hvor mange slag der er i hver takt; det nederste, hvilken nodeværdi der får ét slag: i 4/4 fire fjerdedelsnoder.

I praksis: Metronom

En taktart, hvor hvert slag deles i to dele, som 2/4, 3/4 og 4/4. En vals, i 3/4, har tre slag i takten.

I praksis: Metronom

En taktart, hvor hvert slag deles i tre, som 6/8, 9/8 og 12/8. 6/8 har to slag, hver med tre ottendedelsnoder.

I praksis: Metronom

En taktart, hvor slagene grupperes i ulige dele, som 7/8 talt 2+2+3 eller 5/4 talt 3+2. Almindelig i jazz, progressiv rock og balkanmusik.

I praksis: Metronom

At dele hvert slag i mindre lige store dele: to ottendedelsnoder, tre trioler, fire sekstendedelsnoder. At tælle underdelingen holder rytmen jævn; metronomen på denne side spiller fra 1 til 8 klik pr. slag.

I praksis: Metronom

En gruppe toner, der deler slaget på en anden måde end normalt. Den mest almindelige er triolen: tre toner i stedet for to, som tre ottendedelsnoder på et fjerdedelsslag. Der findes også kvintoler, sekstoler og septoler.

I praksis: Metronom

At flytte accenten til et svagt slag eller til den svage del af et slag: tonen starter uden for det stærke slag og holdes henover det. Det er det, der giver samba og funk deres sving.

I praksis: Lær

En tone, der falder mellem slagene, på den svage del af slaget (“og” i 1-og-2-og). I reggae spiller guitaren offbeat.

I praksis: Lær

To eller flere rytmer med forskellige pulser på samme tid, som 3 mod 2 (tre toner på tiden af to) eller 4 mod 3. Metronomen på denne side spiller hver stemme med sin egen lyd, så du kan øve disse forhold.

I praksis: Metronom

Et apparat, der markerer tiden med regelmæssige klik, i et antal slag i minuttet, du vælger. Det bruges til at øve præcist, sætte hastigheden gradvist op og holde rytmen jævn.

I praksis: Metronom

En spillemåde, hvor ottendedelsnoder er ujævne: den første varer længere end den anden, ligesom en triol, hvis to første toner er bundet sammen. Det er jazzens og bluesens kendetegn; metronomen på denne side har en swing-mulighed.

I praksis: Metronom

Intervallet mellem den oprindelige lyd og dens ekko, i millisekunder. For at ekkoet skal falde ind i grooven, bruges en brøkdel af slaget: ved 120 BPM varer fjerdedelsnoden 500 ms og den punkterede ottendedel 375 ms.

I praksis: Metronom

Afstanden mellem den dybeste og den højeste tone, en stemme synger fast, målt i toner, halvtoner eller oktaver. Testen på denne side tæller den tone, du holder i et halvt sekund.

I praksis: Sang

Den del af omfanget, hvor en stemme lyder mest behagelig, og hvor en sangs melodi tilbringer mest tid. Den er kortere end omfanget og hjælper dig med at vælge den toneart, du skal synge i.

I praksis: Sang

Inddelingen af stemmer i typer efter omfang og klangfarve: bas, baryton og tenor blandt mandestemmerne; alt, mezzosopran og sopran blandt kvindestemmerne. Omfanget antyder typen, men klangfarven og en sangpædagog afgør det.

I praksis: Sang

En sangøvelse på en vokal, uden tekst, hvor en kort frase gentages en halvtone op eller ned ad gangen. Den varmer stemmen op, træner tonehøjden og udvider det behagelige område.

I praksis: Sang

Symbolet i starten af nodesystemet, der fortæller, hvilken tone der ligger på hver linje. G-nøglen markerer G på anden linje og er til høje stemmer og instrumenter; F-nøglen markerer F på fjerde linje og er til dybe.

I praksis: Lær

Samlingen af fem linjer og fire mellemrum, hvorpå toner skrives: jo højere tonen står i nodesystemet, jo højere er tonehøjden. Hjælpelinjer forlænger nodesystemet over og under.

I praksis: Lær

De kryds eller b’er, der skrives lige efter nøglen, som gælder hele stykket og viser tonearten. Ét kryds (F♯) betyder G-dur eller E-mol; ét b (B♭), F-dur eller D-mol.

I praksis: Lær

Symboler, der viser, hvor længe hver tone varer: helnode, halvnode, fjerdedelsnode, ottendedelsnode, sekstendedelsnode og så videre, hver værd det halve af den foregående. I 4/4 får fjerdedelsnoden ét slag.

I praksis: Lær

Et tegn, der ændrer en tones tonehøjde: krydset (♯) hæver den en halvtone, b’et (♭) sænker den en halvtone, og opløsningstegnet (♮) ophæver ændringen. Det gælder til slutningen af takten.

I praksis: Lær

Øvelse i at genkende intervaller, akkorder, skalatrin og rytmer på gehør, uden at se noderne. Siden har øvelser i runder på 10, med rytmediktat og “syng tonen”.

I praksis: Lær